Hvornår kan en lejer opsiges?

Vi har i mange år hørt skrækhistorier om boligejere, der har udlejet deres bolig, og så ikke har kunnet få den tilbage, når de selv skulle bruge den. Heldigvis er nogle af de urimelige forhold blevet rettet i den nye lejelov, som trådte i kraft d. 1. juni 2015.

Gennem lejeloven er lejer stadigvæk stærkt beskyttet mod opsigelse, der er dog en gruppe udlejere, nemlig dem man kan kalde de private udlejere, hvor lejeloven nu giver mulighed for at komme af med lejeren.

For at disse lempeligere regler gælder, skal grunden til at man vil opsige lejeren være, at man selv vil bo i den udlejede bolig. Derudover kræves det, at udlejer ikke har andre boliger der udlejes, og endelig skal lejekontrakten være indgået med den udlejer, der opsiger lejemålet.

Hvis alle tre betingelser er opfyldt, kan lejer opsiges med et års varsel.

Selv om disse betingelser ikke er opfyldt, er der dog enkelte andre muligheder for at komme af med lejer.

I et tofamilieshus kan man opsige sin lejer, hvis man selv bor i den ene lejlighed. Her behøver der ikke at være en begrundelse for opsigelsen og opsigelsesfristen her er også et år.

Hvis man udlejer et værelse i sin bolig, kan man som hovedregel opsige sin lejer med en måneds varsel uden begrundelse.

 

Du kan med fordel like vores Facebook-side og følge med hver uge, du finder den ved at trykke her!

4. januar 2018